Vi er alle forskellige, og vi spiller alle forskelligt. Smag og behag er også forskellig, og derfor er der spillejobs til alle. Denne side er ikke udtryk for at vi tror vi er bedre end så mange andre, men at vi har foretaget nogle valg, der adskiller sig fra de fleste andres.
| Fodbassen | Jeg spiller fodbas hele tiden, altid. Det var sådan de fleste gjorde for 25 år siden, for da var der ikke noget brugbart alternativ. Nu om stunder har de fleste andre solo/duo musikere valgt i et eller andet omfang at overlade bassen til automatik eller midifiler, hvorved bassen bliver en gengivelse, og dermed mere monoton og stereotyp. Det har de formentlig gjort både fordi det er nemmere, og fordi de synes det bliver bedre end det de selv var i stand til at spille. Men jeg har altså valgt at fortsætte med at spille bassen selv. Jeg har lavet en side for musikere, der holder fodbassen i hævd på fodbas.dk og vi er desværre ikke så mange tilbage. |
| Leslieboksen | En Leslieboks er en amerikansk højttaler af fabrikatet "Leslie" med roterende horn foran højttalerne. Den gør lyden af orgel levende og behagelig at høre på. Jeg har ikke kendskab til andre solo/duo musikere der stadig har sådan nogen med ud at spille - hvis jeg gjorde skulle det være mig en fornøjelse at nævne dem her. De fleste har valgt at bruge elektroniske efterligninger, der intet vejer og fylder, men som ikke lyder lige så godt. Og nogen få har valgt helt at undlade at benytte lyden af Hammondorgel, så de har heller ingen Leslieboks(e) med ud at spille. Jeg holder meget af lyden i en Leslieboks, så hvis forholdene tillader, har jeg en eller to Lesliebokse med. |
| Ingen trommer under middagen | Under middagen spiller jeg keyboard med fodbas alene. Mange forskellige lydbilleder og stilarter men ingen trommer eller automatik. De fleste andre benytter rytme eller automatik i et eller andet omfang. Der findes en del pianister der spiller piano uden rytme under middagen, det er også flot, men det giver ikke så varieret et lydbillede. Når jeg ikke benytter trommer under middagen, så er det dels fordi de er unødvendige, for der skal jo ikke danses, dels fordi det er vigtigt at samtale ikke generes af musikken, og det er lettere at opnå uden trommer. |
| Diner solo dans duo |
Overgangen til dansen bliver mere markant når der ikke har været trommer på under middagen, det får dansemusikken til at være noget helt andet, ikke bare en fortsættelse af musikken under spisningen. Og det giver som regel et fyldt dansegulv. Der er mange andre der spiller duo, men kombinationen af middagen solo, og duo med trommer til dansen er vi vist rimeligt alene om. |
| Nul automatik | Solo bruger jeg en trommemaskine til dansen, men den spiller trommer, intet andet. Duo spiller vi det hele selv. De fleste andre solo/duo musikere benytter sig af en eller anden form for automatik, der nok får det hele til at lyde flottere i første omgang, men som efter min mening hurtigt bliver ensformigt, uvedkommende, for pænt eller direkte kedeligt. Jeg er af den formening, at når mange mennesker tager afstand fra musik spillet på et keyboard, så skyldes det netop den ensformige automatik, den gentagne, overkvantiserede og forprogrammerede del af lydbilledet. Så vi har valgt automatikken fra. |
| Keyboard | Også mit valg af keyboard adskiller sig fra de fleste andres. Jeg har valgt det keyboard, som giver mig de bedste musikalske udtryksmuligheder, og det er topmodellen i Korg's professionelle serie, en Korg Kronos. Det er et instrument der er almindeligt i orkestre, men som er usædvanligt i solo/duo-sammenhæng hvor andre normalt vælger et instrument, hvis styrke ligger i automatikken. |
| Rumanalyse | Jeg har valgt at gøre mig den ekstra ulejlighed at lave rumanalyse med lyserød støj næsten hver gang. Når man nu ikke har en lydmand placeret blandt publikum, så giver det en større sikkerhed for at lyden er god i hele lokalet, end ellers. Det er lidt besværligt, så ud over Karsten Holdt, der bruger en spectrumanalyzer(det er lidt det samme), så har jeg ikke kendskab til andre solo/duo musikere, der gør noget tilsvarende. Jeg har her lavet en beskrivelse af, hvordan jeg gør det. |